En Katte fødsel i ord og billeder 2

 

Carmelia er en creme British Shorthair, som her venter sit andet kuld. På billedet til venstre er hun igang med at inhalere sit morgenmåltid på dagen. En kommende fødsel er ikke noget der kan afholde en Brite fra at foretage sin yndlingsbeskæftigelse, at spise.

Til højre er plukveerne så småt ved at indfinde sig. De kan starte op til et døgn før fødsel, men kan være så svage at de ikke bliver bemærket. Men er man meget opmærksom kan man en gang imellem iagttage at hunkatten strækker bagbenene lidt ekstra eller f.eks. giver et lille ryk eller pust. Det er især id enne periode at hun begynder at blive urolig og kan finde på at slæbe på en andens killing for at få den med i en hule, graver hektisk i skabe og skuffer eller forsøger at få kontakt og tryghed hos en anden kat eller sit menneske.

 
Her er det lille Kaffe som må være støttepædagog.
Når opblokningsveerne starter, vil hunkatten begynde at blive mere urolig, knurhårene stritter og pupillerne udvider sig ved de mere kraftige og mere smertefulde veer der får bækkenet til at åbne sig.Når selve presseveerne starter vil hunkatten stemme benene imod, rejse sig op i hugstilling, og nogle vil endda gerne i tissebakken for at presse. Under anstrengelserne kan der komme afføring med ud, det skal selvfølgelig fjernes omgående. Efter en rimelig tid, mellem 15 -45 minutter kan man se den første fosterblære. Veerne er nu ret hyppige og kraftige men hun kan sagtens finde på at holde en lille pause når den er ude.

Folk tager ofte fejl af opblokningsveer og de rigtige presseveer. Det kan være svært at skelne, men opblokningsveerne kommer gerne med længere pauser og intervaller der tillader hunkatten at holde pause og endda gå ud og få sig en snack. Hovedsagen er at hun virker frisk og til at have det fint.
Tæt på er det tydeligt at se at der endnu ikke er en killing ude af skedeåbningen og man kan tage det roligt.
Her er det derimod tydeligt at hovedet er kommet ud og killingen klar til den nye verden. Så længe killingen er i fosterhinden får den ilt via moderkagen, men sidder den for længe i fødselsgangen inden den kommer ud kan den have fået fostervand i lungerne, jo længere tid der går jo sværere at få killingen livet op og risikoen for en hjernedkade er tilstede, heldigvis sjældent at det sker. Går morkatten i stå og hovedet er kommet ud kan man fjerne slimen fra næsen så killingen kan begynde at trække vejret. Husk kun at trække når hunkatten har en ve og med et nedadgående træk.
 

Hunkatten presser ofte bedst i stående stilling. Her kan man se killingen på vej ud. Skal man hjælpe killingen med træk er det en god ting at have en vaskeklud om killingen til at holde fast i den våde glatte krop.
Hænger killingen i navlestrengen og moderkagen stadig sidder inde kan man holde om killingen og samtidig tage fat i navlestrengen så langt væk fra killingens navle det er muligt og med et forsigtigt men støt træk få moderkagen med ud. Rives navlestrengen skal moderkagen nok komme ud i løbet af kort tid. Oftest vil den komme efter næste killing eller i løbet af et par timer.

Når kilingen er født vil de fleste mødre begynde at rense killingen og æde moderkagen. På den måde får hun gnavet navlestrengen over og lukker på den måde for blodforsyningen fra moderkage til killing.

Har killingen siddet længe i fødselsgangen, har slugt fostervand eller er skindød skal man slynge killingen, suge forsigtigt med mund eller sugerør(mere hygiejnisk) og forsøge at give den hjertemassage ved med tommelfigeren at massere brystkassen. Er man til akupunktur findes der et punkt midt på næsespejlet der kan være en hjælp til at få gang i hjertet.

Opdager man at hunkatten er gået igang uden opsyn og finder en kold  og evt. skindød killing kan man putte killingen, selvfølgelig med hovedet oven vande, i kropsvarmt vand. Selv stive killinger kan vise sig at komme til live.

En killing der virker for sløv til at sutte kan man give en opløsning af afkogt vand og druesukker. Druesukker er, i modsætning til almindelig sukker, hurtigt optaget i kroppen og kan i løbet af kort tid give killingen energi.
Er killingen problemfrit kommet frem og hunkatten ivrig efter selv at ordne killingen sikrer jeg mig kun at næse og mund er fri for slim og lader hunkatten selv få lov at pusle om den lille. Hendes tunge er det bedste redskab til at sætte gang i killingen. Er killingen derimod slatten overtager jeg killingen så den hurtigst muligt kan få den nødvendige hjælp.
Det bedste er, at sørge for at navlestrengen er mindst 3 cm. En kortere navlestreng gør det lettere for bakterier at trænge ind i killingens organisme. Bliver navlestrengen kortere eller man har mistanke til bakterieforekomster er det en god ide at rense navlestrengen med f.eks. klorhexidin.
Mormis fortsætter ufrotrødent med at levere killinger. Normalt vil bækkenet nu være så udvidet at killingerne smutter ud med lethed.

Det er ikke unormalt at en hunkat holder en pause efter et par killinger. Her kan en opkvikker med druesukker være en god hjælp. ER hunkatten træt efter en hård fødsel kan hun finde på at holde en længere pause fra flere timer til et helt døgn. Det der er vigtigt at bemærke er, at hunkatten virker frisk, spiser og drikker selvom hun kan være træt og ikke har veer uden resultat.

Når fødslen er vel overstået vil hunkatten vaske og rengøre af sig selv og storspindende og veltilpas rulle sig rundt omkring killingerne.
Virker hunkattesn stadig utilpas kan det være tegn på endnu en killing som ligger parat i fødselsgangen eller en efterbyrd.